Et lys i mørket

Hanne fortæller: 'Et lys i mørket' er en historie for sig. Sangen blev til efter en ung mand sprang i døden lige for øjnene af mig. Det var en meget voldsom oplevelse og jeg bearbejdede chokket ved at skrive. Teksten endte som en bøn til Gud, og den hjalp mig selv væsentligt i processen. Bøn er et naturligt udtryk for mig, fordi jeg er kristen.

Jeg besluttede at lave et crowdfundingprojekt, som havde til formål at få sangen udgivet på iTunes og som musikvideo + at give alt overskuddet fra indsamlingen til foreningen Livslinien - med ønsket om at sætte fokus på, at der ER hjælp at få, hvis man kæmper med selvmordstanker.  Livslinien sørger dagligt for rådgivning til selvmordstruede og pårørende, og jeg respekterer deres arbejde højt.

Den 10. september 2013 medvirkede jeg sammen med bl.a. Livslinien til "Verdensdagen for selvmordsforebyggelse" i København. Mange var forsamlet for at mindes dem de mistede til selvmord det forgangne år, og for at sætte forebyggelse på dagsordenen. Det var en meget stærk aften at medvirke til. Jeg håber, vi fik brudt tabuet lidt mere ned via dette arrangement, som fik omtale i en del medier. Må Lyset bryde igennem, for alt for mange i Danmark lider i sjæl og sind.

Se musikvideoen til 'Et lys i mørket' her: